Prævention

P-plaster

P-plaster indeholder samme hormoner som p-piller (progesteron og østrogen) og fungerer på samme måde. Det forhindrer en ægløsning, så der ikke kan ske en befrugtning.

P-plaster gør det samtidigt svært for sædcellen at komme igennem livmoderhinden og påvirker desuden slimhinden i livmoderen, så et befrugtet æg ikke kan sætte sig fast og udvikle sig. Undersøgelser viser, at p-plasteret beskytter lige så effektivt imod graviditet som p-piller.

Hvordan anvender jeg det?     

Ønsker du et p-plaster, skal du gå til din læge, som udskriver en recept. Plasteret måler 5×5 cm og placeres på overarm, skulder eller mave. Det bør blive udskiftet en gang i ugen på samme dag, men kan byttes når som helst i løbet af dagen.

Fordele

Det er både enkelt og praktisk kun at skulle håndtere præventionsmidlet én gang i ugens løb. Hormonerne forekommer endvidere mere kontinuerligt og jævnt, så hormonets koncentration i blodet bliver mere konstant. Det kan muligvis føre til færre humørsvingninger hos kvinder, som er sensitive over for hormonelle forandringer. Hormonet går lige ind i blodet, hvorfor p-metoden også fungerer, selvom du skulle få diarré eller opkast.

Ulemper

For nogle kan det være lettere at huske noget, som skal gøres dagligt og dermed er blevet en rutine. Almindelige p-pillers bivirkning såsom brystsmerter, vægtøgning, kvalme, uregelmæssige blødninger og nedsat seksuel lyst kan opstå ved brug af plasteret.

Husk!

P-plaster beskytter ikke imod kønssygdomme. Brug kondom ved tilfældig seksuel kontakt.

Plasteret må ikke blive skyllet ud i toilettet, men skal affaldssorteres som brændbart affald eller returneres til apoteket. Dette er vigtigt, da plasteret også indeholder hormoner efter brug. Ender disse hormoner i vores natur, vil de påvirke forplantningsevnen hos naturens dyr.