Læs mere om RFSU's arbejde med seksuelle og menneskerettigheder
Tillbaka till BDSM

BDSM

RFSU oplyser

BDSM er et fællesbegreb og står for bondage/disciplin, dominans/submission (underkastelse) og sadomasochisme.

Hvad er BDSM?
BDSM indebærer, at samtykkende personer sammen søger en nydelse gennem forskellige former for magtbytte.
For mange er BDSM en løsning, når der skal sættes lidt ekstra krydderi på sexlivet. For andre er det en livsstil. Nogle kan lide visse dele og ønsker f.eks kun at blive domineret, mens andre går all in og er villige til at kaste sig ud i forskellige roller.
Når man dyrker BDSM, er det vigtigt, at man har klare aftaler, og at legen er frivillig.

Bondage
Bondage indebærer at begrænse nogens bevægelsesfrihed, fysisk eller mentalt. Her benyttes der hjælpemidler såsom reb, håndjern og/eller spændetrøjer. Der kan også anvendes kommandoer, såsom at diktere, at nogen skal være stille. Man kan også kontrollere en persons sanseindtryk via bind for øjnene og ørepropper. Bondage kan ligeledes dreje sig om at udtrykke underdanighed og lydighed. At få magt over en anden persons frihed opfattes af mange som den ultimative form for kontrol.

Disciplin
Disciplin handler om styring, kontrol, belønning og straf for forskellig adfærd. Vægten kan ligge på enten den fysiske eller mentale del eller være en blanding af begge. Disciplin kan som underkastelse og dominans appellere til følelsen af at blive styret eller selv at styre. Det kan indebære at slippe sit ansvar og vise sin tillid eller have ansvar og kontrol over en anden person.

Dominans
Dominans indebærer, at en person dominerer nogen eller nogle ved at være i kontrol og bestemme. Følelsen og tilstanden, som deltagerne måske vil opnå, er, at den dominerende er magtfuld. Det betyder ikke, at den dominerende part rent faktisk er det. Det er baseret på en aftale, hvor den, som underkaster sig, har givet den dominerende tilladelse til at handle i rollen som magtfuldkommen.

Psykisk dominans indebærer en mental kontrol. Det kan handle om at bestemme, at den underdanige f.eks ikke må se den dominerende i øjnene. Fysisk dominans indebærer at bruge en fast hånd til at opnå lydighed eller underkastelse, for eksempel ved at holde den underkastedes arme ind mod sengen.

Submission
Submission er et engelsk begreb og betyder underdanighed. At være underdanig indebærer et ønske om at underordne sig andres vilje eller kontrol, og det udøves derfor ofte sammen med en eller flere dominerende personer. Underdanighed kan handle om at være underlagt nogen fysisk eller mentalt. Nogle vil kun udføre den ene form, mens andre søger begge dele. Underdanighed kan markeres af særlige adfærd eller tiltale, som parterne har aftalt. For mange er underkastelse en livsstil, som kan gennemsyre et forhold, for andre er det noget, som man kun ønsker at øve ved aftalte lejligheder. En del underdanige beskriver, at de får en følelse af frihed, når andre udøver kontrol over dem. De træffer ikke beslutninger og tager ikke selv ansvar. Andre beskriver det som, at deres følelser af kærlighed eller tiltrækning ofte går hånd i hånd med en vilje til at behage den, de har følelser for.

Sadomasochisme
Sadomasochisme er et andet ord for at tænde på og nyde at give eller modtage smerte i seksuelle sammenhænge. Sadisme er at give, og masochisme er at modtage. Det sker, at sadomasochisme anvendes som et synonym for BDSM. I dag bliver ordet normalt benyttet til at beskrive en gensidig udveksling af smerte.

At nyde at give og modtage smerte kan handle om forskellige former for fysiske fornemmelser. Nogle føler, at smerte forstærker nydelsen og ophidselsen. Det kan handle om alt fra at nyde at blive bidt til at nyde at blive pisket. Kroppen reagerer på smerte ved at danne endorfiner, og for de fleste handler det om endorfinkicket, snarere end om smerten i sig selv. Der findes lige så mange grunde til at nyde at give eller modtage smerte, som der findes folk, som udøver sadomasochisme.

 

Sikkerhed ved BDSM
BDSM bygger på en aftale mellem parterne. Alle, der deltager, skal være enige om forholdene omkring legen, og deltagelsen skal være frivillig. Det er et erotisk magtbytte, og det er vigtigt at være opmærksom på andres signaler.

En normal teknik inden for BDSM er at anvende et “sikkerhedsord”. Det kan anvendes når som helst og af hvem som helst under samværet. Hvad ordet skal være, aftaler man på forhånd. Et tip kunne være at bruge “trafiklyset”. Når nogen siger grøn, betyder det “kør!”, “fortsæt, det her føles godt!”. Gul betyder “tag det roligt” eller “jeg har lige brug for en pause”. Siger personen rød, betyder det, at legen straks skal afbrydes.

Overskrides den aftalte grænse, kan BDSM-legen blive et overgreb. Overgreb bør altid meldes til politiet. Tag dine forholdsregler og skriv aftalen ned, så begge parter ved, hvor grænsen går. Det giver tryghed og gør det også lettere at anmelde forholdet i politimæssig sammenhæng.

 

Find ligesindede
Der er en række klubber rundt om i Danmark, hvor deltagere mødes og taler om fetichisme eller har fester med fetichisme som tema, ofte kombineret med indslag af BDSM. Et tip er at google disse klubber for at finde deres hjemmesider, hvor der normalt er information om fester, regler, eventuelle dresscodes og andre ting, der kan være nyttig viden.